Nedenstående artikel blev bragt i bladet 'Reveille' (medlemsblad for International Military Music Society, Danish Barnch) i 1992. Der er forsket i emnet siden da, og redaktøren har indsat nyere oplysninger i paranteser. Billedmaterialet er også tilføjet senere.

Krigen i 1864 og militærmusikken

af Henning Andersen

Den 31. januar 1864 afleverede to prøjsiske officerer en krigserklæring til den danske overgeneral de Meza i dennes hovedkvarter. Erklæringen var næppe formel, men - som det skulle vise sig - reel. Det fortælles. at den musikalske overgeneral præluderede på sit klaver, medens han udformede svaret til de to udsendinge.

Den 1. februar kl. 07.00 begyndte krigen, da de allierede tropper fra Østrig-Ungarn og Prøjsen overskred Ejderen. Det kom ikke til egentlig kamp på denne krigens første dag, idet de danske forposter trak sig tilbage til Dannevirkestillingen, og angriberne gjorde holdt på højde med Egenførde. Det var striden om de gamle danske hertugdømmer, der nu brød ud i lys lue, og krigen, der fulgte, var vel nok den sidste krig, hvori militærmusikken deltog på slagmarken. Krigen i 1848-50 var sidste gang den danske hær havde egentlige musikkorps med i felten, men som det efterfølgende vil ses, optræder danske musikkorps i ’periferien af de egentlige kamphandlinger i 1864.

Jeg har derfor haft fornøjelse af at prøve at sætte begivenhederne i militærmusikhistorisk sammenhæng set fra begge krigsførende parters side. Skildringen er begrænset til de begivenheder, der fandt sted på landjorden - med en enkelt undtagelse. Artiklen bør læses med den overbærenhed over for unøjagtigheder, der må komme en interesseret amatør til del.

Den danske militærmusik bestod ved krigens udbrud af Den Kgl. Livgardes Musikkorps, 5 brigademusikkorps (der skulle være 5, men det 5. blev aldrig oprettet - red.), alle med fuld harmonibesætning, og de små bataljonsmusikkorps alene med messingbesætning (bataljonerne blev under krigen opnormerede til  regimenter, og bataljonsmusikkorpsene blev til regimentsmusikkorps - red.). Ved mobiliseringen i efteråret 1863, da de danske tropper brød op fra de sydlige garnisonsbyer, fortælles det, at musikkorpsene blev beordret til at aflevere instrumenterne, der herefter blev pakket i kasser og sendt til København (senere forskning af Martin Corfix har vist, at dette ikke er rigtigt - instrumenterne var ikke længere væk, end man kunne få fat på dem, når man var i kantonnement jfr. foto af 5. Regiments Musikkorps på Fyn i 1864 - red.). Danskerne besatte Dannevirkestillingen uden musikkorps og alene med de hornblæsere, der endnu i 1864 brugtes ved afdelingerne. Musikere måtte næsten alle med ud på slagmarkerne.

Den saksiske komponist Fr. Spohr skrev til minde om felttoget marchen ’Gruss an Kiel’ (HM III,130 - her spillet af Heeresmusikkorps 6) som hyldest til havnebyen, da den saksiske brigade 29. december 1863 rykkede ind i Kiel. Afdelingen var på vej nordpå for at ”beskytte Holsten mod Danmark”. Marchen er senere blevet kendt som marinemarch, da Kiel jo stedse har været en af Tysklands største marinebaser.

Den danske regimentsmusik hørtes i Slesvig. I en reportage i de nationalliberales hovedorgan ’Fædrelandet’ fra den 31. januar står beskrevet, hvorledes regimentsmusikken fra Kiel spiller i forværelset på det fra 1848 kendte ’Madam Esselbachs Hotel’. ”Det er holstenske spillemænd”, skrives der, ”men de spiller godt. Der spilles danske nationalsange og tyske valse mellem hinanden, men det mærkes ikke, at de sidste er tyske”. I begyndelsen af krigen sang man meget den nye sang af Giørup med musik af Carl Chr. Møller: ’Nu skal vi nok atter med prøjserne slås’, men efterhånden som heldet svigtede, forstummede sangen naturligt nok.

Den 2. februar angreb prøjserne stillingerne ved Mysunde, hvor Slien er smallest, men de kastedes tilbage.
Dagen efter erobrede østrigere ’Kongshøj’- stillingen i forpostterrænet, og danskerne trængtes tilbage mod Dannevirkevolden. 4. februar besluttede et krigsråd, at danskerne nu skulle trække sig tilbage fra Dannevirke
uden kamp. Tilbagetoget fandt som bekendt sted natten mellem den 5. og 6. februar. En dansk parlamentær, der sendtes til østrigerne, men blev beskudt, beretter: "Vi gjorde holdt, og lod hornblæseren blæse stærkt og vedholdende og lod svinge med parlamentærflaget". Dette havde sin effekt, idet skydningen ophørte. En østrigsk parlamentær, der kom til Hedeby-dæmningen og til sin overraskelse ingen danske poster traf, lod gentagne gange sin hornblæser blæse signaler for at vække opmærksomhed. Dette var også tilfældet, idet signalerne blev hørt af de bagerste danske tropper, på vej væk fra Dannevirkestillingen. I ’Fædrelandet’ kunne læses Chr. Richarts digt: ”Ej på en nat Danmark fældes, men på en nat Danmark ældes ved et sådant jammerbud”

Den 6. februar slog prøjserne bro over Slien og gik over floden. Samme dag udkæmpedes den heroiske kamp ved Sankelmark, hvor de østrigske forfølgere blev standset af bl.a. 1. Regiment og oberst Max Müller. Fra denne tid stammer 'Danske Livregiments March' af Carl Lumbye (den hedder rettelig ’1. Regiments March’ og er genfundet i Livgardens nodearkiv - red). Det østrigske 'Steirisches Infanterie Regiment Nr. 27 - König der Belgier' avancerede med et flot musikkorps i spidsen, og det forlyder, at ’Radetzky March’ (AM II, 145 - her spillet af 8. Regiments Musikkorps) blæstes. Som svar på disse ildnende toner lød kun fra 1. Regiments hornblæsere et ’1. Regiment avancér’.

Efter slaget skrev Hansen og Hildebrandt ’Sang til 1. Regiment’ (’Tak for din Daad’ - her spillet af Danske Livregiments Musikkorps- red.), der selvfølgelig, kampens udgang taget i betragtning, med det samme blev populær. Rantzau og Horneman skrev ’Jens var aldrig bange’ og Erik Bøgh ’Der har vi igen den kære vagtparade’ til en udenlandsk melodi.

Det fortælles i øvrigt, at så snart danskerne havde forladt Slesvig by, hængte indbyggerne tyske og  holstenske flag ud af vinduerne og drog gennem gaderne medens de sang den slesvig-holstenske ’nationalsang’, ’Schleswig-Holstein Meerumschlungen’. Danskere besatte Dybbølskanserne den 7. februar, hvor forposterne den 22. februar blev angrebet af prøjserne og kastet tilbage mod skanserne. Den 28. og 29. februar udspandt der sig kampe mellem danske dragoner og prøjsiske husarer, førstnævnte dato den berømte kamp ved Blaakjær skov, hvor dragon Niels Kjeldsen faldt - vist under lidt uklare omstændigheder.

Den 8. marts erobredes Vejle af østrigerne, og prøjserne angreb Fredericia. En uge efter beskød prøjsene skanserne fra stillingerne ved Broager, og 28. marts rettedes der på ny angreb mod forposterne ved skanserne. Det lykkedes at slå prøjsernes angreb tilbage efter hård kamp og med hjælp fra panserskibet ’Rolf Krake’, der fra sin position i Vemming Bund sendte svære granater mod angriberne. De prøjsiske tab var store, og Stabshoboist fra det prøjsiske 18. Regiment Fr. Zikoff skrev til minde om bataljen marchen ’Düppeler Morgenroth’ (AM II, 186 - her med Heeresmusikkorps 5). Den tragiske stemning er indeholdt i trioen med sangen: ’Morgenroth, Morgenrot leuchtest mir zum frühen Tod!’.

Samme dag udleveredes et hæfte til de danske soldater ’Udvalgte salmer for danske krigere’. Det fortælles, at soldatersange var populære, og mest populær var slagsangen fra 3-års-krigen ’Dengang jeg drog af sted’ (8. Regiments Musikkorps). Sangen blev sunget, når afløsningen for forposterne og skansebesætning om aftenen var på vej over i Dybbølstillingen. Særligt blandt skanse II's mandskab var der gode sangere, og når vejret var dertil, samledes soldaterne inde i skansen og sang flerstemmige sange. "Navnlig blev sangen ’Fred hviler over land og by’ ofte sunget 4-stemmigt", fortælles af korporal Chr. Christensen. Kong Christian inspicerede en aften skanserne. Til kongens hyldest komponerede H.C. Lumbye ’Kong Christian IX's Honnørmach’ (8. Regiments Musikkorps).

Den 2. april åbnede prøjsernes frontbatterier atter ild mod skanserne og denne gang - uden varsel - også mod Sønderborg by. Det gik hårdt ud over byens sydlige del, men i den nordlige del af byen gik livet tilsyneladende sin vante gang. Militærmusikken (brigademusikkorpset - red) spillede som sædvanlig uden for generalløjtnant Georg Gerlachs kvarter, og kl. 9 gik tappenstregen. Senere trak afløsningerne til skansebesætningerne gennem byen, syngende ’Den tapre Landsoldat’ (8. Regiments Musikkorps). Man kunne forestille sig, at musikken har spillet de nykomponerede marcher ’Danske gut tag vare’ af N.P. Hillebrandt og ’Feldt March’ (8. Regiments Musikkorps) af H.C. Lumbye (sidstnævnte er også genfunden - red). Også Hornemans sang ’Sei mine gutter’ (Søværnets Tamburkorps) stammer fra denne tid.

Ved 4-tiden om morgenen den 18. april brød helvedet løs med bombardement af de danske stillinger. 10.000 prøjsere stormede kl. 10.00 skanserne til tonerne af Beethovens ’Marsch des Yorck'schen Korps’ (AM lI, 37 - her med et russisk marinemusikkorps) spillet af ikke mindre end fire musikkorps, der var opmarcheret i angrebsparallellen. Musikkorpsene var under ledelse af den navnkundige ’Königlïsche Musikdirektor’ Gottfried Piefke fra Leib-Granadier-Regiment Nr. 8, garnisoneret i Frankfurt a.d. Oder. Ifølge digteren Theodor Fontane førte Piefke med sit sværd som dirigentstok sine musikere frem mod skanserne. Digteren fortæller, at en dansk granat pludselig slog ned mellem de fremstormende prøjsere, men musikken spillede efter få takters pause ufortrødent videre: "Eine Kugel schlagt ein, der Schlamm spritz um, alle dreihundert werden Stumm - "Vorvärts!" donnert der Dirigent, Kapelmeister Piefke vom om Leibregiment". Tallet 300 musikere er ifølge sagkyndige for højt sat. Tallet var nærmere 120.

Den danske øverstbefaldende den dag, general du Plat fik først melding om stormen langt op ad formiddagen, idet alarmsystemet svigtede. Det fortælles, at danskerne havde opstillet en række hornblæsere fra den tilbagetrukne linje til broen over Alssund. Disse skulle give signal, når angrebet kom. Signaliseringen virkede ikke, idet mange af dem var blevet dræbt, og instrumenterne var blevet uduelige efter opholdet i jordhuler og grøfter, hvor de var blevet fyldt med sand og jord. Om hornblæsernes indsats fortæller bl.a. Oberst Rist i sin bog ’En rekrut fra 64’: "Da 8. Brigade den 18. begyndte sit angreb, løb hornblæser Schilling ved siden af Chausseen med hornet i hånden, men blev straks ramt. Han overlevede dog og blev senere kendt som arrangør af musik for orkester".

Det berettes, at de allieredes leder, Generalleutnant Gustav von Manstein om aftenen den 18. april sad til bords i sit stabskvarter og nød ’Leibregimentets Musikkorps' standkoncert. Efter choralen ’Nun danket alle Gott’ uropførtes Peifkes nye march ’Düppeler Sturm-Marsch’ (AM II, 185 - her spillet af Foellers Illinois Alums). De allierede soldater troede, at det var denne march, der var blæst under stormen af skanserne, men det var som nævnt den gamle 'Yorck'scher Marsch’ (men også kongehymnen ’Heil dir im Siegeskranz’ (her spillet af et russisk marinemusikkorps) og ’Radetzky Marsch’ (her med 8. Regiments Musikkorps)- red.). Den 21. april trådte de prøjsiske stormtropper an til parade for Kong Wilhelm. Det hedder sig, at den nykomponerede "Düppel Sturm-Marsch" af Schubert blev blæst, medens de sejrrige tropper defilerede forbi kongen ved AdsbøI. Danskerne fandt snart på en smædetekst til marchen "Prøjserne har skidt i bukserne, og de har glemt at tørre r...., papir, papir, papir."

En ’Düppel Sturm-Marsch’ af Schubert er ukendt for mig og den findes ej heller i den prøjsiske ’Armee-Marsch-Sammlung’. Der er formentlig tale om Piefkes march af næsten samme navn, jf. nedenfor. Musikdirektør Piefke komponerede to marcher til minde om slaget: Den senere berømte ’Düppel Schanzen Sturmmarsch’ (AM II, 186) og så den ovenfor nævnte ’Düppeler Sturm-Marsch’ (AM II,185) - begge marcher her spillet af spillet af Foellers Illinois Alums. I sidstnævnte komposition er indlagt et granatnedslag til minde om nedslaget blandt musikerne under stormen af skanserne.

Den 25. april begyndte rømningen af Fredericia, og den 28. april trak østrigerne ind i byen med et ’Kaiserlich und Königlich’ musikkorps i spidsen (Musikkorps der Infanterie-Regiment 34 med Kapelmeister Sigmund Lewengly - red.).

I Garnisons Kirke i København overværede Kong Christian IX den 27. april en sørgehøjtidelighed. I pastor N.C. Blædels prædiken hed det bl.a.: "Dødens Ro hviler over deres Bårer; deres Øjnes lys er udslukket,og Hjerterne, der sloge så varmt og kækt for Ære og Frihed, ere nu kolde og livløse..." Man kunne forestille sig, at regimentsmusikken ligesom i 1851 spillede J.P.E. Hartmann og H.P. Holsts ’Slumrer sødt i Slesvigs Jord’ (her med 8. Regiments Musikkorps) med den smukke hyldest til de faldne: "Skøn er døden, som I fik. Ingen skønnere der findes. Derfor vil med våde blik heller ej vi Eder mindes; men hvor danske hjerter slå, og hvor danske toner klinge, skal med stolthed store, små fædrelandets tak jer bringe".

I Berlin holdtes en uge senere sejrsparade. Kong Wilhelm I overværede fra ærestribunen paraden, hvor Dybbølskansernes besejrere marcherede forbi med erobrede dannebrogsflag. Piefkes nykomponerede ’Siegesmarsch’ (AM IIl189 - her spillet af spillet af Foellers Illinois Alums) er sikkert blevet spillet (marchen er bygget over kongehymnen ’Heil Dir im Siegeskranz’, som er samme melodi som ’God save the King’ - red.), og endvidere er der til lejligheden af C. Böhm komponeret marchen ’Berliner Einzugsmarsch der Krieger aus Schleswig-Holstein’.  Der er næppe tvivl om, at også ’Fredericus-Rex-Grenadier-marsch’ (AM II, 198) har været spillet af grenaderernes musikkorps ved forbidefileringen.

I søkrigen lykkedes det den 9. maj orlogskaptajn Edouard Suenson at drive de østrigske skibe ind på engelsk farvand ved Helgoland. Til minde om sejren har J.O.E. Horneman komponeret marchen ’Det var ved Helgoland’ (og C.C. Møller komponerede ’Hilsen til den Danske Nordsøeskadre - 9. Maj March' - her med 8. Regiments Musikkorps - red.).

Den 12. maj aftaltes våbenhvile, men fredsforhandlingerne sluttedes uden resultat den 25. juni. Under våbenhvilen gik tiden for de danske soldater på Als bl.a. med avislæsning. Man kunne f.eks. finde en annonce for en ny komposition af den gamle musikalske overgeneral de Meza ’Soldatens drøm i Bivouken’. Generalen havde tidligere komponeret, fx i 1854 en militærgalop. Den 29. juni var freden forbi. Kl. 02.00 gik prøjserne i bådene og gjorde landgang på Als, der blev erobret, hvorefter fjenden avancerede nordpå. Til erindring om slaget er bl.a. skrevet den prøjsiske march ’Alsener-Übergangsmarsch’ af Gentsch og af Piefke: ’Der Alsenströmer’ (AM II, 190 - her spillet af spillet af Foellers Illinois Alums).

Den 3. juli kl. 03.00 overraskede oberstløjtnant Charles Bech i byen Lundby syd for Aalborg en styrke på 164 prøjsiske infanterister, og det kom til kamp, hvor under 32 danske soldater faldt. Hermed var krigens sidste kamp udkæmpet, og for sidste gang i 1864 lød hornsignalet ’Retirer’ på kamppladsen. Prøjserne skrev en march til minde om kampen - ’Lundby Marsch’ (AM II, 199 - her med Heeresmusikkorps 5) af stabshoboist Carl Walther fra det prøjsiske 50. Regiment. Marchen har som trio sangen ’Hinaus in die Ferne mit lautern Hörnerklang’.

Den10. juli er de allierede nået til Limfjorden. Musikdirektør Piefke skrev til minde herom marchen ’Der Lymfjordströmer’ (AM II, 191 - her spillet af spillet af Foellers Illinois Alums) med sangen ’Schier dreissig Jahre bist du alt’ som trio. Prøjserne nåede Skagen den 14. juli, hvor general von Falckenstein besøgte byen og den yderste spids af Grenen under megen opmærksomhed fra de måbende skagboer. Ydmygelsen af danskerne var total.

Våbenhvilen proklameredes den 18. juli, og en foreløbig fred blev sluttet l. august. Den endelige fredstraktat blev udfærdiget i Wien 30. oktober og blev underskrevet af kongen den 12. november. Da de danske tropper efter nederlaget rykkede ind i København, skete det uden musikledsagelse men under tilråb fra gadedrengene: "Der kommer pjaltene fra 64". Afdelingerne marcherede langs voldene til kasernerne. Det fortælles dog, at musikken rørtes indtil Frederiksberg Bakke, hvor komponisten C.C. Møller stod på bakken for at høre musikken spille ’Bataille March’ (her med 8. Regiments Musikkorps), som han kort forinden havde komponeret til den danske soldat og oprindelig kaldt ’Sejrsmarch 1864". I alt 4.502 soldater faldt i krigen i 1864. Deraf var 3.151 danske, 1.048 prøjsere og 303 østrigere.

Kildemateriale: ’Klingende Spil’ af KnudLindhard, ’Krigen 1864. "De så det ske" af Lars Lindeberg - og materiale fra ’ArbeitskreisMilitärmusik’ samt egne noter. Bogstaverne og tallene i parentes efter de prøjsiske marcher refererer til gruppering og nummer i den prøjsiske ’Armeemarsch-Sammlung’ (AM) og i ’Deutsche Heeresmärsche’ (HM).